Rammer og vilkår for et jagtkonsortium
Af Helge Tang Holbek
Igennem årene har jeg været med i forskellige jagtkonsortier, hvor jeg og andre medlemmer bl.a. har savnet økonomisk gennemsigtighed og generelt rammer for konsortiet virke.
Jeg er nu med i et jagtkonsortium, hvor vi har lavet skriftlige rammer, så alle kender vilkårene for deltagelse i konsortiet.
Jeg har under følgende overskrifter nævnt, hvad der har været vigtigt for vores konsortium.
Kontrakt med udlejeren og organisation m.v.
Navn på kontraktunderskriveren og varighed af aftalen samt betaling til udlejeren. Vi har etableret en bestyrelser bestående af en formand (kontraktunderskriveren) samt to valgte bestyrelsesmedlemmer. Der afholdes årligt generalforsamling i februar måned, hvor der fremlægges beretning for året, der er gået og planer for det kommende år, samt aflæggelse af regnskab. Der er oprettet en bankkonto (foreningskonto), og der er et sæt vedtægter for konsortiet.
A og B medlemmer
Antallet af A-medlemmer med riffel- og fuglejagt samt antallet af B-medlemmer med fuglejagt samt gæstepladser er nævnt.
Beskrivelse af jagtområdet
Beskrivelse af arealet herunder med grænser til naboer. I jagthytten findes et kort over området samt stiger og tårnes placering på området.
Udsætning og fodring af vildt
Antallet af fugle der udsættes, samt aftale om fodring af vildtet. Vi har ingen fast skytte, men har truffet aftale med et antal medlemmer, der fordrer vildtet. Honorering af disse fremgår tillige.
Fælles fuglejagter
Antallet af dage er nævnt og datoerne fastlægges på den årlige generalforsamling.
Jagthytte og forplejning
Beskrivelse af hvem der sørger for morgenmad, frokost og oprydning/rengøring. Der udsendes en liste med navne på de ansvarlige på dagene for de fælles fuglejagter. Tillige er anført et maksimum beløb til indkøb af mad. Der er sweepstake ved alle fælles fuglejagter.
Jagtledelse
Der er udpeget en gennemgående jagtleder og en substitut, der leder alle fælles fuglejagter.
Riffeljagt
Reglerne for riffeljægerne er beskrevet herunder antallet af bukke, lodtrækning om pladser, sikkerhed, tilkald at schweisshund og rapportering af skud, der er afgivet. Hos os er der udelukkende tale om anstandsjagt.
Frijagt
Hvilke typer af fuglevildt, der må jages og i hvilket tidsrum, samt på hvilke arealer. Et medlem af bestyrelsen skal underrettes før og efter jagten til brug for jagtjournalen.
Aftentræk på ænder og gæs
Her er nævnt at der må jages ved en aktuel sø på onsdage efter de fælles fuglejagter i november og december måned. Et par dage før jagtdagene skrives ud via mail vedr. mødetid, mødested og tilmelding, så der sikres, at der er det nødvendige antal apporterende hunde til rådighed.
Arbejdsdage
Antallet af arbejdsdage er beskrevet og konsekvenser ved udeblivelse. Hvis man er forhindret kan man med bestyrelsen aftale en sekundær arbejdsdag eller betale en bod.
Afvikling af jagter
Beskrivelse af konsortiets etiske regler og rammer for parolen, herunder sikkerhed, hensyn til publikum og naboer, samt opsamling af patroner og eftersøgning af vildt mv.
Afsætning af vildt
Priser for det vildt, som der skal betales for. Der føres jagtjournal og herunder journal for, hvem der har aftaget vildtet, så der sikres en rimelig fordeling af vildtet.
Optagelse af nye medlemmer
Det er bestyrelsen, der beslutter optagelse af nye medlemmer. Medlemmerne kan indstille egnede emner til optagelse. Der lægges vægt på en fornuftig fordeling af jægere med og uden brugbar hund.
Betaling
Der indbetales et mindre depositum ved optagelse af nyt medlem. Depositum tilbagebetales ved udmeldelse. Den årlige betaling foretages over to rater inden konsortiets betaling af jagtlejen til udlejeren. Der er beskrevet konsekvenser ved for sen indbetaling og regler for udmeldelse samt tilbagebetaling ved konsortiets evt. ophør.
De anførte punkter er ikke detaljeret beskrevet her, men de kan efter behov suppleres og udbygges.
Ud over de beskrevne rammer, så udsendes årligt en aktuel medlemsliste, med navne, adr., tlf. numre, mail og hunde, samt oversigt over arbejdsdage og dage for fælles fuglejagter.
Knæk og bræk.